Vælg en forstærkermodel

Du kan vælge en komplet forstærkermodel, som inkluderer en forstærker, et kabinet, en EQ-type og en mikrofon.

Vælg en Amp Designer-model

  • Vælg en forstærkermodel på lokalmenuen Model.

I det følgende beskrives de forskellige typer af forstærkermodeller i Amp Designer kort.

Tweed-modeller

Tweed-modellerne er baseret på amerikanske modeller fra 1950'erne og de tidlige 1960'ere, som var med til at definere lyden af blues-, rock- og countrymusik. De har en varm, kompleks og ren lyd, der spænder fra blid forvrængning til rå overstyring, når du øger forstærkningen. Mange moderne, specielle forstærkere er baseret på teknik, der minder om Tweed-modellernes.

Klassiske amerikanske modeller

Blackface-, Brownface- og Silverface-modellerne er inspireret af amerikanske forstærkere fra midten af 1960'erne. De spiller som regel højt og rent med tæt lyd i bunden og begrænset forvrængning. De er velegnede til rock med ren lyd, klassisk R&B, surfmusik, country, jazz og alle andre stilarter, hvor det er vigtigt, at tonerne defineres tydeligt.

Britiske Stack-modeller

De britiske Stack-modeller er baseret på de 50 og 100 W forstærkerhoveder, der var med til at definere lyden af heavyrock, især i kombination med 4 x 12 kabinetter.

Med medium forstærkning er disse forstærkere velegnede til fede akkorder og riffs. Hvis du øger forstærkningen, kan de gengive lyriske solotoner og effektivt rytmeguitarspil. Kompleks indstilling af spids og bund i hele tonespektret sikrer, at lyden er tydelig og imødekommende, selv når du bruger kraftig forvrængning.

Britiske Combo-modeller

De britiske Combo-modeller fastholder den energiske og diskantprægede lyd fra 1960'ernes britiske rock- og popmusik. Disse forstærkeres lyd er karakteriseret af deres høje respons, og alligevel har de sjældent en hård lyd pga. den bløde forstærkning og jævne komprimering.

Britiske Alternative-modeller

Forstærkerhoveder og Combo-modeller fra sidst i 1960'erne. De inspirerede Sunshine-modellerne og spiller højt og aggressivt med fuld udnyttelse af frekvenser i mellemområdet. Disse forstærkere er velegnede til soli med enkelte toner, power-akkorder og store, åbne akkorder – hvilket gjorde dem populære blandt “Britpop”-bands i 1990'erne. Stadium-forstærkerne er kendte for deres evne til at spille utroligt højt, uden at lyden opløses til ukendelighed pga. forvrængning. De bevarer en sprød diskant og overlegen tonedefinition, selvom forstærkningen er indstillet til det højeste niveau.

Metal Stack-modeller

Metal Stack-modellerne er inspireret af de kraftfulde forstærkerhoveder med kraftig forstærkning, som mange moderne hardrock- og metalmusikere foretrækker. De kombineres alle med 4 x 12 kabinetter. Deres lyd går fra kraftig forvrængning til ekstremt kraftig forvrængning. Disse modeller er ideelle, hvis du vil have kraftige lave toner, livlige høje toner og lang klang på guitartonerne.

Flere Combo-modeller

Combo- og utility-modellerne i denne kategori er fleksible forstærkere, som du kan bruge til mange forskellige musikalske stilarter.